Tårerne danser ned ad mine kinder fordi jeg er så lykkelig.
Det er i lige nu. Lige nu og her.
Nogle af mine tåre er blot fordi jeg ved at et sådan øjeblik ikke vare evigt,
men det glemmer jeg for hvis jeg oplever det med alle min sanser vil det alligevel.
Nogen gange så står jeg og kikker ud ad min grusvej og tænker
hvor vil den ikke ende.
For min lille bumlede, traktor betrådte grusvej er i forlængelse med en lidt større vej.
Og den vej ender ud i en endnu større vej, som til sidst slutter sig til en motorvej,
og sådan nogen lader sig ikke blot stoppe men fortsætter ud over vandet.
En dag, faktisk i dag, samlede jeg en trægren op fra jorden.
Den var fyldt med huller og var næsten væk på grund af naturen der spiste den.
Jeg samlede den op fordi jeg syntes den var smuk.
Da jeg kom ind puttede jeg rav og perler ind i hullerne og sprækkerne,
og da blev den endnu smukkere.
De smukkeste mennesker i hele verden er dem, som er den de har lyst til at være.
Det er ikke kun fordi de tør at være sig selv i stedet for at være som alle andre
sådan som det oftest det tolkes.
Nej, det er på grund af det lys af lykke der omgir dem når de er der hvor de har det bedst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar